Det sker i kirken...

Duis aute irure dolor in

Fredag aften blev et nyfødt spædbarn fundet dødt ganske få kilometer herfra.

Barnets mor er sigtet for at have dræbt det.

Rygter og fakta florerer om kap. Men uanset hvad der er de præcise omstændigheder, er én ting klart for alle: Der er tale om en tragedie, der er så stor, som den kan være.

Og dermed også om en af den slags hændelser der gør, at man kan blive fristet til at vende sit blik mod himlen og sige ”Hvorfor Gud?”

”Hvorfor har du skabt verden, så den rummer sådan lidelse?”

”Og hvordan skal vi gå til det?”. Det er det spørgsmål, jeg vil forsøge at berøre i dag.

- o – O – o -

Søren Kierkegaard kaldte bibelen for ”Guds kærlighedsbrev til menneskene”

En af de ting der er forunderlige ved bibelen er, hvor meget visdom den rummer – hvis vi vender os til den. Ikke som værdslig litteratur, men lige præcis som et kærlighedsbrev direkte fra Gud til os.

Som i dag, hvor vi har hørt tre læsninger. Det første var Esajas – den store profet, der talte til jøderne midt i en af deres mørkeste stunder: Eksilet til Babylon.

Dét, teksten viser os, er, at alt afhænger af Guds beskyttelse og velsignelse. Vi må tage ved lære af Guds folks historie. Hans folk afviste ham, og det blev deres ulykke. De mistede alt. Alt. Hver eneste jøde blev fordrevet til Babylon, hvor de levede som slaver i godt 50 år.

Men gennem det hele - al smerten, alt tab, al ydmygelse – og al afmagt, var Gud fortsat trofast.

Han var trofast, selv når de ikke var det.

Han var med dem i smerten. Og senere gav han dem deres land og hjem tilbage.

”For Herren trøster sit folk, han har løskøbt Jerusalem”, som der står.

Det var ikke teori. Det var konkret.

For os i dag, godt 2500 år senere, er en lektie, at selv når vort liv virker sortest; og selv når vi mindst forstår hvad der foregår; så er Gud alligevel med os.

- o – O – o -

I evangelie-teksten hører vi om Johannes Døberen.

Johannes kommer til verden – og også til os i dag – med et dobbelt vidnesbyrd. Ét om sig selv, og ét om Jesus.

Han vidnesbyrd om sig selv er så ydmygt, som det kan blive. Han kunne have ført sig frem som en stor mand. Han gør det modsatte. Han understreger hvor lidt han er – hvor lille han er.

Hvorfor den store ydmyghed?

Sagen er, at Johannes her sammenlignes med Messias.

Det er en fare for enhver kristen leder, præst, diakon, missionær: At man glemmer, at ens eneste rolle og funktion er at være redskab for ham, det hele drejer sig om.

Og at forsøge at være et ydmygt eksempel til efterlevelse.

For det handler ikke om os, det handler om Kristus.

Frans af Assisi er blevet tillagt ordene: ”Forkynd evangeliet. Om nødvendigt: Brug ord”

Luther fortalte os, at som protestanter er vi alle lige for Kristus. Det almene præstedømme, kaldte han det. Du og jeg – og alle kristne – hver eneste af os er Jesus disciple.

Og som Jesus disciple må vi efter bedste og fattigste evne forsøge at følge ham. At ”forkynde evangeliet – og om nødvendigt bruge ord”

Men tilbage til Johannes Døberen. Havde han kun vidnet om sig selv, så havde hans vidnesbyrd ikke været så afgørende.

Men dét, Johannes virkelig siger her, det er, at vi må rette vores forventning, vores håb, vores smerte – vores afmagt – imod Jesus.

Han er den eneste, der kan bære vores synd – den eneste, der kan give os de svar, der for alvor batter.

Som Johnny Cash, den amerikanske sanger, der gjorde mere end de fleste for de udstødte og svageste i vores samfund, opsummerede det:  ”Enhver der virkelig ønsker sandheden, ender hos Jesus”

Jeg ved ikke, om det er nemt, eller om det er svært. Måske det er begge dele på én gang. Men vigtigheden af Johannes Døberens budskab i dagens evangelium kan ikke rigtig overdrives.

”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”, sagde han, I evangeliet, vi netop hørte.

Det ord Johannes her anvender for ”at kende” rummer flere dimensioner, og betyder: At kende, at have kendskab til, at være opmærksom på, at overveje, at fornemme, at forstå.

Jesus selv siger (Johannes 17,3), i sin sidste store bøn til sin far: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”.

Man tænker: Hvad vil det sige, at kende Jesus?

Det er et stort spørgsmål – og et man må gå til med ydmyghed.

Men én ting er helt klart, nemlig det Jesus selv siger – og som vi kender så godt fra dåbsritualet: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres. « (Matthæus 19).

Himmeriget er deres.

Det er både logisk og intuitivt til at forstå: Det lille barn er rent og uspoleret. Det barn kender ikke verden – men Jesus kender det barn.

For os er det, der skete i Sandved for mindre end to dage siden fuldkommen umuligt at forstå meningen i. Og det skal vi heller ikke.

Men vi kan læne os helt ind i Jesus ord, i hans løfte: Jesus kender dét barn. Og himmeriget tilhører det.

Og hvad med moderen?

Vi – mennesker - kan ikke forklare, det som er sket.

Men selvom handlingen er forkastelig, kan vi ikke af den grund forkaste det menneske, der udøver den.

Selvom handlingen er forkert, er det menneske, der har udøvet den ikke forkert.

Selvom handlingen er uforståelig, må vi ikke opgive det menneske, der har udøvet den.

Det menneske, som måske mere end noget andet menneske netop nu har brug for vores kærlighed, hvor vanskeligt det end kan forekomme.

For moderen er også et medmenneske. Mor, datter og kvinde. Slægtning. Og for nogen også ven.

Og skulle nogen alligevel mene, at vi har ret til at gøre undtagelser, til at afsige dom og erklære et medmenneske for et umenneske, så er det værd at erindre Jesus ord og handlen, da de skriftkloge og farisæerne bragte ham en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud (Johannes 8).

De stillede hende foran ham, står der og de sagde: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud,  og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?

Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren.  Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«  Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. 

 Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.” (Johannes 8)

o – O – o -

LÆSNINGER:

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: »Din Gud er konge.« Hør, dine vægtere løfter røsten, de jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem til Zion. Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner! For Herren trøster sit folk, han har løskøbt Jerusalem. Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse. (Esajas' Bog 52,7-10)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

 Johannesevangeliet 1,19-28

Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Porta non pulvinar neque laoreet suspendisse interdum consectetur. At varius vel pharetra vel turpis nunc eget lorem dolor. Mattis molestie a iaculis at. Sit amet cursus sit amet dictum sit amet justo. Magna sit amet purus gravida quis blandit turpis cursus. Habitasse platea dictumst quisque sagittis purus. Facilisis volutpat est velit egestas dui id ornare arcu odio. Dui id ornare arcu odio ut. Ac tortor vitae purus faucibus ornare suspendisse.

Purus ut faucibus pulvinar elementum integer enim. Nisl nisi scelerisque eu ultrices vitae auctor eu. Enim sit amet venenatis urna cursus eget nunc scelerisque. Sed velit dignissim sodales ut. Pellentesque dignissim enim sit amet venenatis. Nulla porttitor massa id neque aliquam vestibulum morbi blandit cursus. Purus in mollis nunc sed. Amet consectetur adipiscing elit pellentesque habitant morbi tristique senectus et. Mi ipsum faucibus vitae aliquet nec.